Din præstation til jobsamtalen skal sidde lige i skabet, hvis du vil have jobbet. Denne artikel giver dig de nødvendige værktøjer og råd til forberedelsen op til jobsamtalen, så du kommer videre til næste del af rekrutteringsprocessen!
Research virksomheden du skal til samtale hos
Vi anbefaler, at du laver dit hjemmearbejde, inden du mødes med den rekrutteringsansvarlige. Hvis du researcher virksomheden og læser op på deres services og produkter, står du allerede ret stærkt inden samtalen. Det kan blive en pinlig affære, hvis du ligner et spørgsmålstegn, når du bliver spurgt, om du ved, hvad virksomhedens kerneprodukter er.
Gør dig selv den tjeneste og sæt 30 minutter af til at tjekke deres website ud og gå i dybden med deres produkter, services, mission og virksomhedskultur. Du kan også finde virksomhedens sociale medie profiler og få en fornemmelse af virksomhedens som arbejdsplads. Selv en ligegyldig detalje, såsom hvor kaffemaskinen står, kan slå ud til din fordel!
Et andet godt tip er at spørge, hvem der vil være til stede under samtalen. På den måde kan du finde deres LinkedIn profiler og få et dybere kendskab til, hvem de er. Måske har du fælles forbindelser med dem eller har arbejdet sammen engang, hvilket kan bruges som samtaleemner.
Hvorfor søgte du stillingen?
Hvad motiverer dig fagligt og personligt til at søge stillingen? Det er helt sikkert overvejelser, du allerede gjorde dig, før du skrev ansøgningen, men nu skal grunden frem i lyset igen! Denne gang fordi du med garanti bliver spurgt ind til, hvorfor du vil arbejde i virksomheden.
Det er ikke højaktuelt fordi, at virksomheden vil høre, hvor fantastiske de er. Tværtimod er det nærmere fordi, at virksomheden vil forsøge at forstå dine motivationsfaktorer. Hvad driver dig, hvad motiverer dig, og kan I være et match på de områder? Hvis du ikke har et mere nuanceret svar end “lønnen er god”, bliver du højst sandsynligt ikke inviteret til næste samtale. Er det faglige grundlag, at virksomheden arbejder med nogle spændende teknologier, er du et lille skridt nærmere næste samtale!
Hvor meget skal du have i løn?
Undervurder ikke pengenes magt! Penge giver os smør på brødet og er derfor en væsentlig faktor, der kræver nøje overvejelser, når du er i spil til et nyt arbejde. Spørgsmålet må aldrig komme som en overraskelse for dig, for da vil det fremstå uprofessionelt, at du ikke har overvejet økonomien i jobbet. Der er flere værktøjer på nettet, der kan give dig et overblik over, hvilket lønniveau du kan eller bør forvente kombinereret med din nuværende løn og fremtidige forventninger. Du skal i bund og grund sætte en pris på dine kompetencer, inden du kommer til jobsamtalen.
Det er også en klar fordel, hvis du tidligt i forløbet overvejer, om du skal have andet i lønpakken udover penge; herunder arbejdscomputer, mobil, firmabil, pensionsindbetaling, flere feriedage, gratis frokost osv. Der er et hav af muligheder, men du skal også være reel og undgå at fremstå grådig. Det kan nemlig koste dig jobbet, hvis dit udspil er helt uden for virksomhedens økonomiske rammer!
Hvad er opsigelsesforholdet i din nuværende kontrakt?
“Hvornår kan du starte?” vil være et af samtalens sidste spørgsmål. Dit kække svar vil måske være “allerede i morgen”, men realiteten kan være en helt anden på grund af dine faktiske ansættelsesforhold. Derfor er det en god idé, at du på forhånd har genlæst din kontrakt for at få styr på opsigelsesforhold og eventuelle konkurrenceklausuler, der kan forhindre eller udsættelse en potentiel ansættelse. Din grundighed er også med til at undgå at bringe dig i en pinlig situation, hvor du måske står med et kontrakttilbud ved hånden, som du må afslå, fordi du ikke fik tjekket din nuværende kontrakt i tide! Hvis du vil læse mere om, hvordan du på den bedst mulige måde opsiger din stilling på, kan du læse vores artikel om den gode opsigelse.
Forbered spørgsmål om virksomhedskulturen
Nu har du chancen. Grib den og spørg ind til virksomhedskulturen. Så snart du stiller spørgsmål, udviser du reel interesse i at arbejde i virksomheden. Det sender et positivt signal, når du tager teten. Hvad skal du så spørge om? Nu har du brugt en del tid på at lytte og svare på spørgsmål, der relaterer sig til stillingen. Derfor bør du fokusere mere på virksomheden, medarbejderne og teamet.
Nogle af de klassiske spørgsmål relaterer sig til interviewernes forhold til virksomheden:
- Hvorfor kan du lide at arbejde her?
- Hvad har fået dig til at blive her så længe?
- Hvad kan du bedst lide ved arbejdspladsen?
- Hvordan er kulturen i afdelingen/ teamet?
Andre spørgsmål og emner kan relatere sig til ledelsesstil og organisationsstruktur, hvor fokus i højere grad vil være på forholdet mellem ledere og medarbejdere. Det kan være en god idé at få afklaret dette, da forholdet mellem dig og din leder er afgørende for, om ansættelsen bliver en succes.
Sæt lidt tid af under forberedelsen til at gøre en liste med 5-10 spørgsmål klar, som du kan have med ind til jobsamtalen. Du kommer til at fremstå velforberedt og interesseret i virksomheden. Det er en klar fordel, da de rekrutteringsansvarlige vil huske dig, når du er gået ud af døren.
Har du kontaktet dine referencer?
Du har højst sandsynligt på forhånd aftalt med en håndfuld tidligere ledere eller kollegaer, at du kan bruge dem som referencer. Det er en god idé at kontakte dem inden samtalen for at informere dem, at du giver deres kontaktinformationer til recruiteren og samtidig fortæller dem, hvad du vil sige om jeres professionelle forhold og de resultater, der står nævnt i CV’et.
Vælg også kun referencer der kan bekræfte de opgaver og resultater, du har listet i dit CV, så du undgår uheldige overraskelser, når recruiteren verificerer dem med referencerne.
Tjek dit CV og din LinkedIn profil igen
Når du genlæser dit CV, sikrer du dig, at du husker dit karriereforløb til mindste detalje. Det er en god måde at genopfriske hukommelsen på, såfremt mindre eller vigtige detaljer og informationer er gået i glemmebogen. Du kan også tage mindre fejl i opløbet, såsom en forkert dato i en tidligere ansættelse, og gøre opmærksom på det tidligt under samtalen. Tidligere ansættelser, arbejdsopgaver og resultater er helt sikkert emner, den rekrutteringsansvarlige kommer ind på, og her vil din genopfriskede hukommelse komme i spil!
Få mestrer jobsamtalen, men alle lærer af den
Jobsamtalens hovedformål er at afdække, om du fagligt er den rette person til jobbet. Men du kan også få gavn af den på anden vis end et nyt job. Det kan være en lærerig oplevelse at lære mere om sig selv og sin faglighed, og det er en oplevelse, du lærer af, uagtet udfaldet af jobsamtalen.
Forberedelse har været denne artikels hovedbudskab. Forberedelse er nøglen til en succesfuld samtale og kan være den udslagsgivende faktor, hvis valget står mellem dig og en anden kandidat. Hvis du skal til en video jobsamtale, kan du læse vores artikel om, hvordan du forbereder dig på til en video jobsamtale!
Der er dog ikke en facitliste til den perfekte forberedelse, da forberedelsen afhænger af, hvad der er bedst for dig. Forbered dig på den måde, du føler, er bedst, og du vil være klar og velforberedt til jobsamtalen!
Få mere information her!
Tips til CV
Læs vores 7 gode råd til et CV, der fanger recruiternes opmærksomhed!
Forbered dig til videojobsamtalen
Her er vores 5 råd til hvordan du bedst forbereder dig til videojobsamtalen.
Spørgsmål til jobsamtalen
Her er 9 spørgsmål du altid bliver stillet til jobsamtalen, og hvordan du forbereder dig bedst på dem.
Vil du vide mere om rekruttering?
Læs mere om rekrutteringsforløbet som kandidat!